Forløsning

Duften af nybrygget morgenkaffe fylder huset. Det er lørdag morgen.

Manden pusler i køkkenet. Jeg står under bruseren. Shampoo i håret – fuglekvidren på bordet. Lyden af min vagttelefon.

Skynder mig at kaste et håndklæde om håret og tage telefonen: stemmen af en forventningsfuld kommende far rammer mit øre. Terminsdatoen var igår, og fostervandet gik i nat. Veerne er så småt begyndt og humøret er højt. De venter deres første barn. Jeg står i en lille sø af vand, og vi aftaler, at jeg ringer tilbage når sæben er skyllet ud af håret.

Jeg ringer til ham. Veerne er uregelmæssige men tiltagende. Kvinden klarer dem flot – han er stolt, og gør hvad han kan for at hjælpe hende. De har ikke brug for mig endnu. De vil ringe når det er tid.

Ved frokosttid har jeg endnu ikke hørt fra dem. Det er ved at være ½ døgn siden vandet gik, så jeg ringer dem op, og foreslår at vi mødes på fødegangen.

Jeg møder dem en time senere. Hun læner sig op af væggen, trækker vejret dybt mens veen slipper hendes krop. Herefter fanger hun mit blik. Hendes øjne udstråler styrke og overskud. Han ser intenst på mig, og blikket spørger: “Mon alt er ok?”. Jeg roser hende. Smiler til ham og hans panderynker bliver væsentlig mindre. Undersøgelsen afslører, at alt er i skønneste orden. Han ånder lettet op.

Livmoderhalsen er så småt begyndt at blødgøres og afkortes. Barnet drejer sit hoved under veen: forsøger at finde en god vej ud i verden. Hun er træt, og ønsker at tage hjem for at hvile. Veerne skal arbejde sig stærkere – hvile er en god idé!

Mørket er faldet på, da han ringer igen. Veerne har fået mere kraft og kommer tættere nu. Fostervandet er fortsat klart og babyen sparker livsbekræftende: “Jeg er på vej!“. Vi aftaler at mødes på fødegangen.

Barnets hoved er trængt længere ned i bækkenet. Livmoderhalsen afkortes og livmodermunden er begyndt at give efter. Det går stille og roligt fremad. Jeg giver hende akupunktur. Vestøttende. Fødselsfremmende. Afspændende. Smertelindrende.

De bliver på afdelingen natten over. Køreturen hjem er lang. Hun kan smertelindres om natten ved behov. Få så meget søvn, som livmoderen tillader.

Vi mødes igen sidst på natten. Hun er udmattet, anspændt og tårerne triller stille. “Jeg tror ikke, at jeg kan mere nu”. Jeg tørrer hendes kind. Undersøger hende, og finder at livmoderhalsen nu næsten er væk. Barnets hjerteslag viser, at den lille fortsat har det godt i sin mors mave.

Fosterhinderne har været bristet så længe nu, at fødslen skal hjælpes på vej. Drop i hånden og et opkald til narkoselægen – hun har behov for mere lindring.

Livmoderen tager godt imod medicinen, og veerne bliver kraftigere. Hun arbejder flot. Får fornyede kræfter – giver slip på kroppens spændinger og tager imod veernes hjælp. “I dag skal det være, mit barn. I dag!”

Det banker på døren og narkoselægen træder ind. Stemningen på stuen er intens. Jeg mærker min mave rumle – og undertrykker sulten. Der er ikke tid nu. Holder hendes blodtrykket sig stabilt, efter bedøvelsen er lagt?

Bedøvelsen virker godt. Blodtrykket forbliver stabilt. Veerne tager til, mens jeg langsomt skruer op for droppet. Mørket falder atter på. Han blunder i lænestolen ved hendes side. Jeg skifter de kolde klude på hendes pande.

Hendes vejrtrækning vidner nu atter om koncentration. En trykkende fornemmelse, siger hun og jeg mærker efter. Livmodermunden giver nu plads til, at jeg kan mærke det glatte barnehoved mod mine fingres yderste led. Kan ikke mærke de bløde steder på det lille hoved. Det giver mening – fødslen har været længe undervejs.

Hun er indstillet på at gøre hvad hun kan, for at hjælpe sit barn på vej. Med et tørklæde vugges hendes bækken. Det mærkes i mine arme og ryg. Han hjælper til.

På knæ, på siden, stående – hun er fast rettet mod målet. Med armene om sin mand, danser hun. Han bøjer sig, og synger sagte for maven. Den sang han har sunget så tit under graviditeten. “Kom nu ud du lille. Kom nu.”. Kærlighed. Tålmodighed. Jeg lister ud af fødestuen imens. Henter to kopper kaffe. Én til ham og en til mig.

Livmodermunden har åbnet sig helt, og vi venter kun på det sidste nu – det lille hoved skal finde sin rette vej ned gennem bækkenet. Drejes, tilpasses, drejes. Det sker. Langsomt.

Hun overmandes nu af en dyb træthed. Har snart ikke mere at give af. Tårer igen. “Kan ikke mere…” Han trøster. Opmuntrer. Støtter. Triller selv en tåre, da han tror hun ikke ser det.

Jeg stryger hendes krop mellem veerne. Blidt og fast på samme tid. I takt med hendes vejrtrækning. Et pust af ny energi. Gør hvad jeg kan, for at styrke hende. “Han er her snart! Prøv at føl” Hun mærker forsigtigt efter med en finger. Konstaterer at jeg har ret. Så tæt på – og alligevel så langt væk. Længslen giver hende fornyet mod. Hun giver alt det, hun troede hun ikke havde.

Tiden går. Barnet rykker sig kun ganske lidt. En træt kvinde. Sved på panden. Lukkede øjne. Dybe suk.

Hjertelyden afslører, at barnet nu også presses til sit yderste. Jeg involverer lægen, som vurderer først barn. Siden mor. Continuar. Fortsæt.

Jeg anlægger en dyb lokalbedøvelse forneden. Guider, hjælper, støtter, styrker. Mærker min egen træthed bag øjnene, og en trykken bag panden.

Tre kvarter senere belønnes hun. Endelig. Et barn i armene. Det sidste stykke vej blev han hjulpet af lægen og en lille sølvfarvet metalklokke på sit hoved. En hånd ved kinden, en navlesnor som en stram slynge om skuldrene og et hoved på sned, var forklaringen på hans langstrakte rejse.

Jeg røres dybt, af det arbejde hun har gjort. Tappert har hun kæmpet. Lyttet. Følt. Været og arbejdet, for det barn hun endnu ikke har mødt, og som hun nu langt om længe har hos sig. Ubeskriveligt. Sårbart. Stærkt.

mother_with_newborn_baby_line_art_poster_print-r32f059d5389d4dc5a5835767c919872b_wvw_8byvr_512

 

 

Har du lyst til at læse mere fra Dameland så følg mig på

Facebook         Instagram     eller     Bloglovin 

 

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 Kommentarer

  • SVAR

    Hej søde Mia
    Jeg elsker Dameland – hvis jeg dog bare kunne få en så god rørende, fantastisk historie hver dag fortsæt dit fantastiske skriveri jeg elsker det. . Knus Jeanette

    • SVAR

      <3 Tak Søde!

  • SVAR

    Åh hvor dejligt skrevet. Ville elske at høre mine Jordemødre beskrive mine fødsler, på samme måde som du gør her med respekt for kvinden – familien og kærlighed til faget.
    Bare man skulle have et par stykker mere. Kendt Jordemoder giver bare så god mening.

    • SVAR

      Tak for din søde kommentar. Fra min side af bordet føles det i hvert tilfælde som et privilegium, at få lov at følge familien under graviditeten og under fødslen.