Ud i natten

Dynen ligger tungt på min krop, da jeg registrerer den sagte fuglekvidren . Lyden af min vagttelefon.

Jeg rækker ud efter den i mørket og sniger mig ud af soveværelset for ikke at vække mand og barn. Manden trækker dynen op om ørerne – han hørte mig. Jeg er ikke ret god til at liste. Måneskin ind af mit vindue. Hvad mon klokken er?

Lyden i den anden ende af røret er ikke til at tage fejl af. Hun har veer – og nu tager de til. Jeg spørger hvordan hun har det? Hun er rolig. Glæder sig. Giver sin krop lov til at gøre, det den gør bedst. Uregelmæssige veer dagen igennem. Vandet gik for en time siden. Huset var roligt og nu går hun stille rundt for sig selv i natten. ” Kan det virkelig passe?” “Kommer hun nu? Hende vi længes efter.”

Jeg jubler stille sammen med hende. Afklarer fostervandets farve. Har hun blødt? Mærket den lille sparke? Veerne behøver jeg ikke spørge til. Dem kan jeg høre. De kommer tæt. Hun gør det godt. Det bliver en god dag!

Vi aftaler at mødes på fødegangen. Jeg tager et hurtigt brusebad, for at vågne helt. En time senere mødes vi. Hun giver mig et knus: “Kan jeg klare det?!”. Jeg kigger hende dybt i øjnene: “Ja du kan! Du gør det fantastisk! – Du skal snart have en baby. Vi hjælpes ad!” Manden smiler nervøst. Der er oxytocin i luften. Vi lister mod fødestuen. Vil hun i badekar? “Nej, bare ind og ligge ned. Bilturen var skrap”

Jeg lytter til babyens hjerteslag. Den har det godt. Er ikke påvirket af veernes intense arbejde. Timerne går. Fødslen nærmer sig, hun lader det ske.

Der bliver længere tid mellem veerne. Kroppen har brug for en pause. Hun får en tår rød saft og et tiltrængt hvil.

Vejrtrækningen ændrer sig. Veerne arbejder for alvor nedefter. Sved på panden – koncentration.

Det hele kulminerer med toppen af et barnehoved, der langsomt kommer til syne. Hun puster på min opfordring – lader livmoderen klare det sidste. Lyden af hendes anstrengelser og barnets hjerteslag fylder luften. Endelig kan hun løfte den lille op til sig. Knuger hende ind til sig, som havde de kendt hinanden altid. ” Du er her! Endelig!” Kigger på sin mand: “Er hun ikke smuk?”.

Han kigger på hende, som hun ligger der; hans kvinde. Hans øjne er fyldt med tårer, som han skynder sig at tørre væk, mens han siger

“Jeg elsker dig!”

kvindemedbarn

Har du lyst til at læse mere fra Dameland så følg mig på

Facebook  Instagram eller Bloglovin –  og del gerne med damerne i dit liv – det vil gøre mig helt vildt glad! 🙂

Billedet har jeg lånt lige her.

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Fantastisk dejligt læsning
    Jeg følger gerne mere med i dit “dame-univers”.

  • SVAR

    Skøn historie. Sikke en heldig kvinde som havde dig ved sin side.

  • SVAR

    […] har allerede nået at deles om ret store emner. Vi har delt liv, (min) død og flæskesteg.  Mit forhold til snold og kage – og hvordan jeg […]