Endelig

Solen står højt på himmelen da hun ringer. Vi har snakket sammen en del gange i ugerne op til terminen. En typisk tredjegangsfødsel, der sætter sin mors tålmodighed på prøve. Optaktsveer til og fra. Veer der igen og igen forsvandt over natten.

“De kommer tættere nu”, beretter hun. Hun er rolig. Det er hendes tredje fødsel, og det bliver et dejligt gensyn. Vi var også sammen under fødslen af deres andet barn. Det første barn fødte hun i Afrika, hvor parret stammer fra.

Vandet gik tidligt i morges, mens der stadig var ro i hjemmet. Natten giver os så gode muligheder for at sætte destination mod Fødeland. Hun har sendt sine andre børn afsted i skole og børnehave, og nu kan kroppen give efter. Veerne tager til.

“Det er vist nu…” siger hun. Vi taler sammen over et par veer, og jeg giver hende ret. Vi skal have en baby i dag!

Vi aftaler at mødes på fødegangen snart. Hun havde et ønske om at føde i vand ved sin sidste fødsel, men en livlig dreng, der havde viklet sig godt og grundigt ind i den tykke navlesnor, ville noget andet. Hans hjertelyd blev påvirket, efterhånden som han trængte ned gennem bækkenet, og hun steg op af karret, så vi kunne lytte mere intensivt til hans hjerteslag, og sikre os at han kom sikkert til verden.

En time senere mødes vi. Hun har røde kinder og et koncentreret blik i øjnene. Lydene er dybe, vejrtrækningen tung.

Fostervandet er klart, barnet har det forrygende, og inden længe sænker hun sin krop ned i fødekarret, hvor det lune vand byder hende velkommen.

Roligt og fattet arbejder hun i tæt samarbejde med sin livmoder. De har et fælles projekt. Han skifter de kolde klude på hendes pande, og masserer hende kærligt på overarmen. Jeg lytter jævnligt til det lille hjerte, der arbejder upåvirket.

Hendes lyde ændrer sig. Barnet trykker nedefter. Instinktivt fører hun hånden ned i vandet “Den kommer nu”.

Hun giver efter for trangen til at skubbe med, og inden længe kommer et lille barnehoved til syne under vandoverfladen. Hun gisper lidt forskrækket og kigger på sin mand: “Var det dét?”. Den lille lader os vente til næste ve. Giver sig tid til at dreje sine skuldre før vi får resten af ham at se.

Han svømmer stille op i armene på sin mor, som lukker øjnene og læner hovedet tilbage. “Endelig! Jeg var stærk! Jeg gjorde det!”

 

baby-1150109_640

 

Har du lyst til at læse mere fra Dameland så følg mig på

Facebook  Instagram eller Bloglovin –  og del gerne med damerne i dit liv – det vil gøre mig helt vildt glad! 🙂

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Smukt ❤️