Tillid

Det er en tidlig søndag morgen, da hun ringer. Jeg rækker ud i mørket. Trykker på telefonens ’svar-knap’, og trisser ud af soveværelset med telefonen i hånden, før jeg svarer. Gulvet knager, selvom jeg prøver at liste. Barnet vender sig i sin seng. Jeg skynder mig at lukke døren. Kan se på lyset udenfor, at det må nærme sig morgengry. Klokken viser sig at være 04.55.

Det er hendes anden fødsel. Der er 15 dage til terminsdatoen. Den første fødsel startede med veer, et par dage over datoen. Denne gang starter det med vandafgang. Hun har endnu ingen veer, men hun har blødt lidt. Det er derfor hun ringer. Fostervandet er klart, blødningen ganske tilladelig – og helt normal, når livmodermunden begynder at åbne sig, fortæller jeg hende. Barnet sparker livligt i maven. Vi ved at hovedet vender nedad. Står fast i bækkenet. For vi sås for 3 dage siden.

Hun er rolig, da vi har snakket sammen. Vil forsøge at sove lidt mere før det går løs. Jeg gør det samme. Hun vil ringe når hun vågner, eller når hun har brug for mig. Jeg mærker mit eget hjerte banke, lige før jeg falder i søvn. Jeg ved at hendes første fødsel var en voldsom oplevelse for hende. Denne gang skal det blive anderledes!

Da vi snakker sammen igen er solen stået op. Vi har begge sovet lidt mere. Hun kan mærke, at det murrer i underlivet. Vandet er stadig klart. Barnet livligt i maven. Vi aftaler at mødes ved middagstid.

Jeg ved, fra vores samtaler i løbet af graviditeten, at hun har flere ting, som hun frygter under fødslen. Erfaringer som hun har med sig fra første fødsel, og som vi har forsøgt at ligge en strategi for, hvordan vi møder.

Den første ting der har fyldt var, at hun følte sig afvist i telefonen, de to gange hun ringede til fødeafdelingen før fødslen. Lød ikke ‘fødende nok’, og ‘det var jo første gang’. Den anden gang hun ringede, insisterede hun på at blive tilset. Synes det var svært, at skulle være insisterende i en så sårbar situation. Hun havde kraftige veer, og følte sig utryg og alt for anspændt derhjemme. – To følelser der ikke går godt i spænd med barnefødsler.

Hun havde under sin første graviditet forestillet sig, at hun skulle have smertelindring, i form af en epiduralblokade, under fødslen. Et smertekatheter, der placeres i ryggen.

Da hun kom ind på fødegangen, havde hendes livmodermund åbnet sig 7 cm, og hun var blevet anbefalet at forsøge med andre former for smertelindring. Fødslen synes lige om hjørnet. Hun havde accepteret forslaget og forsøgt med brusebad og lattergas. Tilbud om lavement, til at tømme afføring ud af tarmen, fik hun aldrig. Vidste ikke før bagefter, at det ville hun enormt gerne have haft.

Det viste sig, at det første barn havde indstillet sit hoved skævt i bækkenet. Fødslen kom til at tage noget længere tid end først antaget.

Da den lille begyndte at trænge ned i bækkenet, blev hjertelyden så påvirket, at man til sidst havde måtte hjælpe den på vej med en sugekop. Og. to. klip. i. mellemkøddet. Eller – ét klip, men saksen var sløv, så man var nødt til at klippe igen. Sidste indgreb uden nogen form for bedøvelse, for det skulle gå stærkt med at få den lille ud. Ud i verden så den kunne tage sit første rigtige åndedræt, og få iltet sit blod. Det havde den behov for.

Efter fødslen havde hun haft mange tanker og følelser i sin krop. De altoverskyggende var en taknemmelighed for, at hendes barn kom ud i rette tid til at være i god behold. Det vigtigste, tænkte hun.

Følelserne af ikke at have følt sig hørt, set – og respekteret under fødslen, skubbede hun i baggrunden. Lagde låg på. Forsøgte at glemme.

Fokuserede i stedet på sit barn, der nu skulle lære at sutte ved brystet. Og på sit ømme underliv, der skulle hele. Helingen af de psykiske sår blev skrinlagt. Udskudt på ubestemt tid.

Indtil den dag hun sad på den anden side af mit bord i jordemoderkonsultationen, med sit andet barn i maven, og jeg interesseret spurgte til hendes første fødsel…

Denne gang skal det være anderledes. Det har vi aftalt. Hun er nået til et punkt hvor hun møder fødslen med tillid. Ikke tillid til sin egen krop, for hun ved, at den kan klare det. Derimod er tilliden rettet mod mig. En tillid til at den jordemoder, der skal hjælpe hende under fødslen, vil møde hende præcis hvor hun og hendes behov er.

Jeg kan ikke gardere mig mod en påvirket hjertelyd eller skæve hovedstillinger. Det ved hun. Men jeg kan arbejde med det på en måde, hvor hun føler sig set og hørt. Jeg kan støtte hende når det bliver rigtig svært. Når hun føler, at hendes barn er i livsfare. Informere hende om, hvad der sker undervejs i fødslen, fra mit perspektiv. Lytte til, hvad der sker fra hendes.

Jeg kan støtte hende i hendes valg. Respektere at hun har forberedt sig forud for sin fødsel, og har taget stilling til, hvad der føles rigtigt for hende. Og dét er en af mine fornemmeste opgaver. Den søndag eftermiddag hvor hendes andet barn ser dagens lys for første gang. Og hver eneste gang jeg bistår en fødende kvinde.

 

 

birthingwayedu

 

Når jeg skriver at utryghed og anspændthed ikke går godt i spænd med barnefødsler, henviser jeg til at udskillelse af stress-hormoner lægger en kraftig dæmper på oxytocin, som er så vigtig for fødsler. – Jeg er fan af oxytocin, og jeg har tidligere skrevet et indlæg om det lige HER.

Billedet har jeg lånt her.

Hvis du har lyst til at komme med mig på arbejde igen en anden gang, så følg gerne med på

Facebook  Instagram  eller Bloglovin –  det gør mig glad at vide, at I læser med 🙂

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *