Tålmodighed

Han har ikke spor travlt den Lille. Tager sig akkurat den tid, han har brug for.

Vandet er gået, men fødeveerne lader vente på sig.

Plukkeveer har der været nok af, og i perioder tager de til, for så at tage af igen.

Hun tror på det. Tror på sin krops evne til at føde barnet, og tror på at han kommer, akkurat når han er klar.

Hun er åben og fattet på overfladen – men usikkerheden lurer lige under overfladen.

Føler hun har en deadline nu.

Natten kom – og gik.

Vi havde sat vores lid til, at veerne kom med natten. Men nu gryer morgenen, og natten bød på søvn fremfor barn.

‘Hvorfor kommer de ikke, de veer?’

‘Jeg er klar!’

‘Kom nu’.

‘…. Nu, tak’.

Vi taler om tålmodighed.

Det ord, som har fulgt hende under graviditeten, og som utvivlsomt vil følge hende i den fremtid, der venter forude.

Tålmodighed. Hun har hørt mig sige det så mange gange før.

Som med alt andet i dette spil, kan man hverken bestille, bestemme eller kontrollere.

Vi beslutter at mødes på fødegangen. Hun har brug for sin jordemoder, selvom hun ikke skal føde – endnu.

Jeg lytter til barnet. Den smukkeste lyd – rytmisk og stærk. Upåvirket af uroen i kvinden. Klart fostervand. Ingen feber. Alt er fint. Bortset fra rynken i hendes pande.

Jeg mærker på hendes mave. Barnet bevæger sig under mine hænder. Tegn på overskud.

Derefter beder jeg om lov til at mærke, forsigtigt, indvendigt.

Får en fornemmelse af små fingre, der møder mine, lige der ved siden af det glatte barnehoved.

– Forklaringen på vores venten synes klar.

Han trykker ikke lige ned med sit hoved, og livmoderen mangler hans sidste ‘Go!’.

Vi tyer til gammel jordemodervisdom.  Afspænding, bevægelse og tilfører stimulation af kroppens egne magiske punkter.

Hendes kinder gløder let efterfølgende. Jeg genkender den helt særlige fødeglød.

De går en tur. Op og ned af trappen.

Krammer, griner, længes.

Plukkeveerne tager til. Kommer mere regelmæssigt.
Hun begynder at kalde dem veer. Han støtter. Hun arbejder.

Lukker øjnene. Signalerer at hun mest af alt har brug for fred. Brug for at vide, at jeg er på den anden side af døren, men også brug for at arbejde i tresomhed med sin mand og sin baby.

Jeg lister ud, og stiler efter duften af kaffe.

En time efter kommer hendes mand frem i døråbningen. ‘Hun spørger efter dig nu!’

Hun ser skøn ud.

Så fuld af koncentration. Fokuseret og med glødende kinder. Smiler hurtigt.

Hun tror på det nu.

Luften er tyk af oxytocin.

Hun er stærk og usandsynlig sårbar på samme tid.

Hun overvældes af tvivlen, og overgiver sig samtidig til fødekarrets varme trygge omfavnelse.

Musklerne afspænder og hun sukker og giver efter.

Lader livmoderen skubbe barnet det sidste stykke ned.

Mærker hans hoved mod sine fingerspidser, og giver efter.

Puster. Puster. Puster.

Tre veer efter er han født.

I sit helt eget tempo, med trygge hænder som det første kærlige møde med verden udenfor.

Ingen gråd – bare store nysgerrige øjne, og en tillid til, at den verden vil ham det godt.

Velkommen du Lille.

Følg bloggen på Facebook  Instagram  eller Bloglovin –  det gør mig glad at vide, at I læser med 🙂

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Hold op hvor det godt skrevet

    fødsel fra en jordmodersperspektiv .

    Sidder nu med en krop helt sprutten af en sjov følelse af energi og følelser som jeg næsten kun kan samligne med mine egne følelser, fra mine egne 4 fødsler nå det hele er vel overstået. Hvor er det rart at vide at du og dine kollegaer kan se og læse så meget på os fødende kvinder. Det giver en klar fornemmelse af at være i trygge hænder.

    • SVAR

      Tak for din kommentar Kære Tina <3