Modig

Det er en frostklar morgen.

Lyset, der møder mine øje, er det helt særlige vinterlys, som opstår når verden ligner et Fantasiland.

Jorden er dækket af sne.

Jeg har sendt mine børn afsted til skole, og dvæler kort ved de små fugle-fodspor, der afsløres af sneen ved siden af mine egne.

Jeg når lige at tænke, at det er en smuk dag til fødsel, så vibrerer telefonen i min lomme.

Jeg kan kende nummeret. Denne fødsel har vi ventet med spænding.

Hendes mands stemme møder mit øre.

I baggrunden arbejder hun koncentreret.

Hendes bevidsthed er langt væk fra det smukke Fantasiland for mine fødder.

I Fødeland er der langt smukkere. Stemningen er langt mere intens. Men de mørke skyer truer hende.

Jeg beder om at tale med hende. Vores stemmer mødes efter den næste ve. Jeg kan høre at hun er presset.

Hun har oplevelser med sig fra sin forrige fødsel, der har fyldt i hende lige siden. Et traume.

Hun følte sig ikke set eller hørt under den fødsel.

Hun så bare til, hvordan alt for meget foregik henover fødelejet uden hendes deltagelse, mens hun kæmpede en indre kamp mod sin krop og smerten.

Fødslen sluttede på operationsgangen. ‘Manglende fremgang’. Gæst til sin egen fødsel. En lammende følelse af nederlag.

‘Et sundt og rask barn er jo det vigtigste’ sagde hun, da hun mødte mig første gang, men mørket i hendes øjne sagde noget andet. En forfærdelig oplevelse.

Arret nederst på maveskindet minder hende dagligt om det traume, hun har båret med sig siden den dag. Om skuffelsen over sig selv.

Vi har arbejdet med det gennem hele graviditeten, og nu skal arbejdet stå sin prøve.

Forude venter os fortsat et stort arbejde.

En Kvinde. En Mand. Deres Barn. Deres Jordemoder.

Hendes stemmes klang fortæller mig, at hun er bange. Bagagen i hendes underbevidsthed er tung, og svær at løfte i takt med at veerne tager til i styrke.

Vi taler sammen. Kontrastfyldt befinder vi os i hver vores verden.

Jeg står der i lyset, i sneen, mens hendes udsigt synes mørk og dyster. Tvivl. Modstand. Lurer lige under overfladen.

Mens vi taler vender hun sig en halv omgang, og ser lyset udenfor vinduet. Mærker at sjælen blødgøres en smule, og at kroppen følger med. 

Hendes følelse af at blive overtaget af mørket mindskes. Lysten til at genvinde kontrol findes stille men sikkert frem igen.

Vi mødes på fødegangen.

Hun gør alt hvad hun kan. Giver slip. Siger Ja. Arbejder så fint og stærkt. Når hun tvivler klemmer hun hans hånd. Han svarer med et fast tryk i hendes – “Du er ikke alene! Vi hjælper dig”

Dagen bliver til aften.

Aften bliver til nat.

Modig. Træt. Stædig. Blid. Vred. Opgivende. Stærk. Fuld af tro på sig selv.

Tror på at hun kan mestre denne opgave.

Timerne går.

Hun har brug for lindring nu.

Narkoselægens besøg på fødestuen bliver intenst. Blodtryksfald og et dyk i barnets hjertelyd.

Jeg bruger alle mine evner. Arbejder koncentreret på at få genskabt roen på stuen. Roen i hende.

En time efter sover hun. Udmattet, men uden den bekymrede rynke i panden.

Hun får et tiltrængt pusterum.

Han holder fortsat hendes hånd. Sidder i lænestolen med lukkede øjne. ‘Bare lige 5 minutters hvil. Bare 5 minutter.’

Jeg benytter muligheden til at at lave verdens stærkeste kop kaffe. Til at komme på toilettet. Til at svare på min mands 5 sms’er.

Timerne går. Hun arbejder så fokuseret, men målet synes langt borte.

Da morgenen gryer og vi endnu ikke har set barnet, enes vi med lægen om, at dette barn tilsyneladende ikke vil fødes vaginalt.

Vi ved, at babyen har det godt i mors mave, og hvis hun ønsker at fortsætte, arbejder vi videre.

Det er hendes beslutning

Hun er afklaret og fattet. Hun træffer sit valg, og vi drager ud af døren fra fødestuen mod operationsgangen.

Stemningen på stuen er god.

Lyset er skarpt. Rummet er køligt og der er et virvar af stemmer og venlige øjne bag masker.

Meget kontrastfyldt til den mørke, lavendel-duftende hule, vi skabte og har arbejdet i de sidste mange timer.

Mine øjne kløer, mine fødder snurrer og mit hjerte banker ekstra hårdt i mit bryst. Træthed.

Kort tid efter hjælpes barnets hoved frem fra snittet i hendes mave.

Han siger lyde allerede inden kroppen er helt ude.

Hun kigger på sin mand. De udveksler intense blikke, og triller en tåre.

Hun kigger på mig, da jeg forsigtigt ligger barnet på hendes bryst. Våd og fedtet og med et stort vræl.

Hendes sind er roligt og fattet selvom kroppen sitrer. Hun er med.

Han falder hurtigt til ro ved lyden af hendes stemme, og duften af hendes bryst.

Hendes stilling på lejet gør, at hun har svært ved at holde ham, men sygeplejersken ved hendes hoved er en stjerne til at diskret at hjælpe, og til at sige de helt rigtige ord.

Hun kigger på mig igen. Hendes udfordring er overstået – og denne gang var hun kaptajnen ved roret. Hvert eneste sekund havde hun styringen, og vidste samtidig at hun havde al den opbakning hun skulle få brug for, om nødvendigt.

Hun har endnu ikke indset hvor fantastisk modig hun har været. Men det kommer. Jeg er overbevist om at det kommer.

For denne gang er oplevelsen en anden, – selvom udfaldet blev det samme.

Oplevelsen har så usandsynligt meget at skulle have sagt.

Oplevelsen betyder alt.

Nu kan hun klare alt.

Lignende indlæg

Skriv en kommentar - det gør mig glad :-)

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Søde skønne Mia, du skriver så smukt om det fødeland, som jeg elsker. Tårerne trille på mine kinder, mens jeg fyldes af glæde over, at der findes skønne jordemødre, der hjælper og støtter os kvinder igennem vores fødsler.
    Sikke en gave du har givet dette par.
    Caroline

  • SVAR

    Mia, jeg elsker din måde at skrive og beskrive på. Tak for genkendeligheden så viist og smukt gengivet.

  • SVAR

    En fantastisk beretning om kærlighed til sit job og de mennesker man lærer at kende. Du er en stjerneDu gør en forskel.